Profilen

Leg & Bevægelse

Leg & Bevægelse

På Ugelbølle Friskole er profilområdet Leg & Bevægelse en naturlig del af hverdagen, fordi vi tror på, at fysisk aktivitet, leg og bevægelse fremmer trivslen, muligheden for læring og glæden ved at gå i skole.

Som personale på Ugelbølle Friskole gør vi meget ud af at lave varierende, udfordrende og differentierede aktiviteter, så alle oplever succeser.

Det er ikke kun i frikvarteret eller fritidsdelen, at vores elever møder leg og bevægelse. I undervisningen gør vi os umage med at udvælge fysiske aktiviteter og lege, som skal være med til at understøtte undervisningen og de faglige mål.

På skolen oplever vi i høj grad, at leg og bevægelse er med til at fremme vores elevers koncentration, læring og generelle trivsel. Vi hører ofte eleverne spørge “skal vi ikke snart lave dén leg eller stafet igen?”.

Læring og trivsel sker gennem

Leg & Bevægelse

Oplevelser

Vi har også større arrangementer og forløb, som er tilknyttet vores profilområde Leg & Bevægelse.

I sommerhalvåret afholder vi to gange om ugen et fælles bevægelsesbånd, hvor hele skolen mødes omkring lege og for at være fysisk aktive sammen – enten på løberuten, fodboldbanen, i en krabbegang eller leg på Multibanen.

Aktiviteterne er varierer afhængigt af vejret og årstiden, elevernes ønsker eller andre faglige emner på skemaet.

“Børn lærer bedst, når der er plads til leg og bevægelse”

– Kasper Nørkjær Laursen og Matilde Gerts
Lærere på Ugelbølle Friskole

Bevægelsesuge

Hvert år i uge 41 afholder vi en bevægelsesuge med eksplicit fokus på glæden ved at bevæge sig og lege med sine kammerater.

I løbet af ugen kan eleverne vælge at deltage i forskellige fysiske aktiviteter såsom skydning, klatring, mountainbike i Mols Bjerge, brydning, svømning, cirkusforestilling, rollespil ved Kalø Slotsruin og meget andet.

Vi er aktive

Vores fokus på leg og bevægelse kommer blandt andet til udtryk i skolens fodboldturneringer. Elever fra 3.-6.klasse er blandet i fodboldhold af 7 elever og møder hinanden indbyrdes på skolens 5-mandsbane. Der er højt humør, flotte mål, syngende heppekor og fodboldmusik, der bidrager til den gode stemning, når kampene fløjtes i gang i middagspausen.

Vi deltager desuden i det årlige “Rynkeby Løb”, hvor alle børn løber i fælleskab for at indsamle penge til lungesyge børn. De finder selv sponsorer blandt familiemedlemmer og venner, der ønsker at støtte det gode formål og motivere børnene til at løbe det bedste de kan.

Herudover deltager og afholder vi flere årlige stævner, hvor vi sammen med de omkringliggende skoler dyster i håndbold, fodbold, hockey og basket.

Leg & bevægelse

på Ugelbølle Friskole

Læs mere om skolens tre andre profilområder: Lokalt & Globalt UdsynNatur & UdelivKultur & Performance.